Det siger iværksætterne ...

På de øvrige sider kan du læse om vores forskellige tilbud til måske-kommende selvstændige og nystartede virksomheder. Men hvis du gerne vil vide mere om, hvad du kan få ud af at deltage i vores iværksætterforløb, så kan du her læse, hvad andre iværksættere har oplevet.

Vi har samlet en række udtalelser fra iværksættere, som har været på UdviklingOdders iværksætterforløb, hvor de har fået vejledning og sparring om deres virksomhedsidé og deltaget i de ni workshops.

Anbefaling fra

Carina, Drømmesteder

Carina Lykke Hindkjær, Drømmesteder

At kaste sig ud i et BRANCHESKIFT og starte ENKELTMANDSVIRKSOMHED uden særlig kendskab til iværksætteri?

ÆRLIGT, så virkede det i første omgang ALT for udfordrende og nervepirrende. MEN efter et par samtaler med Hanne stod det klart, at hvis drømmen skulle prøves af, så skulle det være nu. For alt piblede i mig – med ideer og tanker om hvordan jeg kunne fortsætte min rejse med Drømmesteder. En rejse, der var startet på Instagram under min barsel med nummer to.

Hanne er en jordnær person, der med sin store viden om iværksætteri evner at møde dig, din livssituation og forretningsønsker. Og derfra skubber hun så til en, så du hele tiden sørger for at udvikle dig selv og din forretningsrejse.

Jeg sidder tilbage med en stor følelse af taknemmelighed over at have været med på det 9 ugers iværksætterforløb. Her fik jeg indsamlet den viden og skabt det fundament, jeg havde brug for – til at turde tage springet og prøvet livet af som SELVSTÆNDIG.

Og jeg har ikke fortrudt det et sekund!

Carina, Drømmesteder

carina@droemmesteder.dk

Anbefaling fra

Lena, Bryder Karriere

Da jeg begyndte på iværksætterforløbet, var jeg allerede så småt i gang med nogle freelancetimer. Derfor byggede jeg virksomhed sideløbende med forløbet. 

Hver uge fik jeg konkret læring med mig fra workshops og samtaler, som jeg satte mig direkte til computeren og implementerede i min egen virksomhed: 

Hvor finder jeg en skabelon til et budget? Hvordan opretter jeg min virksomhed online? Hvem skal jeg tale med om at lave et videokursus? Behøver jeg en telefon og en hjemmeside? Hvordan sætter jeg priserne? 

Så min opstart gik stærkt, og hele tiden havde jeg iværksætterforløbet som en slags kvalitetssikring af det, jeg gjorde. 

Det var en vidunderlig kombi.

Lena Bryder, Bryder Karriere

lena@bryderkarriere.dk

Lena Bryder, Bryder Karriere

Anbefaling fra

Simon, Karakterfilm

Simon Quintal, Karakterfilm

Hanne og hendes iværksætterforløb i UdviklingOdder kom ind i mit liv på det helt rigtige tidspunkt. Efter flere år som teamleder af en videoafdeling i et større bureau var jeg udbrændt og stod uden job.

Jeg søgte flere stillinger, men idéen om at stå på egne ben fyldte mere og mere, og derfor fik jeg mulighed for at være med på Hannes iværksætterforløb.

Foruden hendes store viden om iværksætteri og erfaring med at drive virksomhed så var det vigtigste nok, at hun gav mig det fornødne skub til at komme videre.

Og selvom beslutningen om at blive selvstændig ikke kom med det samme, så skete det 3 måneder senere, en beslutning jeg er virkelig glad for.

Hanne tager deltagerne alvorligt, og arbejder for at der skal ske noget. Hun stoler på deltagernes evner fra dag ét, og gør alt hvad hun kan for, at de skal komme i spil - som selvstændig eller i nyt job.

Jeg siger tusind tak, og sender en kæmpe anbefaling!

Simon Quintal, Karakterfilm - "Film og foto med mennesker i fokus"
simon@karakterfilm.dk
- +45 2275 0585

Anbefaling fra

Rikke, Hele Hunden

"Du skal gøre det selv, men du skal ikke gøre det alene." - Bob Proctor

Hos UdviklingOdder finder du et netværk af selvstændige, som har gået vejen før dig. Lad vær med at bruge kræfter på at opfinde den dybe tallerken igen - med mindre du er keramiker.

I forløbet og i netværket er der masser af viden og erfaringer, som har sparet mig for mange timers research og arbejde.

Timer, som jeg har kunnet bruge på at hjælpe hunde i stedet for. Timer, hvor jeg har elsket mit arbejde og skabt værdi og glæde for andre.

Gør det du er bedst til og lad andre hjælpe dig med det, som de er bedst til.

Rikke Appel Hansen, Helehunden.dk
info@helehunden.dk

Rikke Appel Hansen, Helehunden.dk

Anbefalinger fra flere iværksættere

"Et fantastisk forløb hos Hanne, som varmt kan anbefales. Man lærer super meget på de forskellige workshops, og fedt at kunne sidde på kontor med andre, som selv er i forløb. Så jo, hvis andre ønsker at blive selvstændige, så er det et rigtig godt sted at starte."

- Morten

"Selvom jeg ikke umiddelbart vælger at starte egen virksomhed efter mit iværksætterforløb hos Udvikling Odder, har mine ugentlige samtaler med Hanne Wick i høj grad været med til at sætte skub i den beslutningsproces, der nu har ført til en deltidsansættelse på en lokal efterskole sideløbende med en efteruddannelse på Aarhus Kunstakademi. Måske netop fordi hendes baggrund i iværksættermiljøet er så forskellig fra min egen fortid som gymnasielærer igennem mange år, var Hanne i stand til at stille nogle anderledes konstruktive spørgsmål, end dem jeg selv og mit traditionelle netværk kunne stille. Samtidig har hun hele vejen igennem været god til - nænsomt men oprigtigt - at udfordre mig på min egen opfattelse af, hvem jeg er, og hvad jeg kan i en arbejdsmæssig sammenhæng, hvilket på alle måder har været lærerigt og givende og medvirkende til, at jeg endelig turde rykke videre og nu er landet på min helt rette hylde.
Umiddelbart set var flere af forløbets workshops ikke relevante for mig, men de viste sig alligevel alle at være meget givende på uventede måder, ikke mindst pga. deltagernes gensidige sparring både med hinanden og med Hanne undervejs. Så uanset om du drømmer om at etablere din egen virksomhed eller på anden måde søger en ny og bedre vej i dit arbejdsliv, vil jeg varmt anbefale Udvikling Odders iværksætterforløb, som i høj grad har været med til at sende mig videre i den rigtige retning."
- Anne Hejlesen

"Fantastisk med et lokalt netværk af iværksættere og god mulighed for sparring omkring de forskellige elementer i opstartsfasen."

- Martin Rosenlund, MR Leadership

"Hvis du er i tvivl, om du skal starte som selvstændig, er iværksætterkurset en stor hjælp. Forløbet har hjulpet mig til ikke at "gøre en god hobby til en dårlig forretning" (citat Hanne Wick)." 

- Leif Johanson

"Jeg har været utrolig glad for mit iværksætterforløb, som har været fyldt med ny viden, inspiration og støtte fra de andre deltagere. En særlig tak til Hanne, der har holdt nogle rigtig gode workshops og været en fantastisk sparringspartner. Forløbet har ikke kun givet mig blod på tanden med henblik på at forfølge min iværksætterdrøm, men har også givet mig de nødvendige kompetencer."
- Camilla Højfeldt / Garderobeglæde

"Jeg anbefaler forløbet vidt og bredt til potentielle borgere. Jeg har været meget taknemmelig over, at der har været et sådan tilbud i netop min kommune. Alle kommuner burde fremme iværksætteri, både i et økonomisk perspektiv, men også som god service for borgere.
Kæmpe tak herfra!"
- Jonas Skals Hauge, Odder Kropsterapi

"Hanne får mine bedste anbefalinger. Jeg er blevet meget klogere på, hvad det kræver at være selvstændig, men også på mig selv. Et virkelig godt forløb, jeg kun kan anbefale til andre."

- Emilie

"Det har været en virkelig hjælpsom gave at deltage i forløbet ved UdviklingOdder som selvstændig. Jeg vil vove den påstand, at jeg ikke ville være samme sted, som jeg er i dag, hvis jeg ikke havde fået kontakt med Hanne Wick fra UdviklingOdder. Jeg føler mig både bedre klædt på og mere tryg ved at være selvstændig, selvom jeg allerede havde tilstrækkeligt med arbejde i min virksomhed, inden jeg begyndte.
Jeg har fået uvurderlig støtte til at få lavet en hjemmeside og har følt, at jeg kunne magte opgaven. Nu er jeg tryg og glad for, at den om få dage ligger online. Det kunne jeg ikke have gjort uden den virkelig gode, ærlige og kompetente støtte fra Hanne Wick. Det har været en tryg og fornøjelig oplevelse at arbejde sammen med hende. Tusind tak til Udvikling Odder for denne mulighed. Jeg er også blevet medlem af Udvikling Odder og overvejer at få en kontorplads der med de mange fordele, det medfører."

- Kristine Termansen

"Udvikling Odders iværksætterforløb er mere end workshops og faglig sparring. Det er et forløb og et sted, hvor jeg uden at vide det, pludselig havde skabt et lille netværk samt kontakter til en masse mennesker, jeg ellers ikke ville have anet, at jeg kunne sparre med, indlede samarbejde med og få kyndig vejledning af.

Hanne har skabt et forløb, som alle kan trives i, og hun kan udfordre, skærpe ens opmærksomhed, vejlede og rådgive meget målrettet, både fagligt som personligt.
Vokseværket, hvor man møder ind under forløbet, er et sted, der emmer af god arbejdsmoral, spændende mennesker og gode traditioner som en fælles arbejdsplads for mange forskellige arbejdspladser og selvstændige. Det er simpelthen det helt rigtige sted at befinde sig, når man går med iværksætterdrømme, da det inspirerer og giver følelsen af at være en del af fællesskabet i Vokseværket, mens man er i forløb."
- Helle Kruse Nielsen

"Kurset giver et overblik og forståelse af, hvad der skal til for at blive iværksætter.
Hanne Wick er meget imødekommende og inkluderende fra første møde og hele kurset igennem, hvilket giver en motivation, håb og tiltro til, at det kan lade sig gøre at blive selvstændig. Hun er god til at møde en, der hvor man er, og guide en til at finde sine egne veje til at blive selvstædig.
For mig kræver det mod at springe ud som iværksætter, og det er Hanne med til at støtte ved at være lyttende, være nysgerrig og engageret."
- Mette

"Jeg vil på det kraftigste anbefale alle, der går med den mindste tanke, drøm, bekymring, fordom, idé mm. om at være selvstændig, at deltage i UdviklingOdders iværksætterforløb.

Det er et helt unikt forløb, med en helt unik vejleder, der giver mulighed for og plads til at dykke dybt ned i stort set alle aspekter ift. hvad det vil sige at være selvstændig. Med ugentlige workshops, vejledning og sparring er man i en konstant udviklende proces, der skaber grobund for mange overvejelser og refleksioner. Derudover får man plads i et utroligt inspirerende miljø og kontorfællesskab med andre iværksættere."

- Ninna Høgh Albrechtsen